Det formelle
Økonomi
Det får du for pengene:
- Skoletøj og rygsæk
- Opvisningstøj
- Ski- eller storbytur
- Kulturrejse for 9. klasse
- GymCulture-rejse i 10. årgang
- Undervisning og aktiviteter
EGENBETALING
Den samlede egenbetaling er det beløb, der skal betales, når man har fratrukket elevstøtte fra staten fra skolepengene (ugepris, indmeldelsesgebyr, evt. ekstraudgifter til rejser eller tøj).
ELEVSTØTTE
Brejninggaard Efterskole ansøger på forældrenes vegne Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen om statslig elevstøtte. Elevstøtten beregnes på grundlag af husstandsindkomsten 2 år før skolestart. Indkomstgrundlaget er den personlige indkomst efter AM-bidrag med tillæg af positiv kapitalindkomst samt aktieindkomst, som beskattes efter personskattelovens §8a, stk. 2.
Indkomstgrundlaget bliver reduceret for hvert barn under 18 år, som har folkeregisteradresse i husstanden ekskl. barnet, der skal på efterskole.
Hvis barnets forældre er separeret eller ikke gift med hinanden og har forskellig folkeregisteradresse og forskellig bopæl ved kursets begyndelse, bruges indkomstgrundlaget for den af forældrene, som eleven bor sammen med (folkeregisteradresse) samt denne forældres eventuelle samlever.
Hvis en forælder eller samlever dør i støtteperioden, eller hvis en forælder får bevilling til separation eller skilsmisse, indberetter skolen dette til Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, som så foranlediger nyt støttebeløb beregnet.
DE LOVGIVNINGSMÆSSIGE RAMMER FOR LOKAL EFTERSKOLESTØTTE
Lokal efterskolestøtte er beskrevet i Efterskolelovens kapitel 7. I § 37, stk. 1 fremgår formålet med støtten, som i lovgivningen hedder individuel supplerende elevstøtte:
- Individuel supplerende støtte til elever på efterskoler m.v.
- 37. Staten yder støtte til nedsættelse af elevbetalingen ved efterskoler. Støtte ydes som individuel støtte til elever efter skolens vurdering, så skolen vil være i stand til at opfylde bestemmelsen i § 15, stk. 2, om at efterskolernes kurser er for alle.
HVAD KOSTER DET AT GÅ PÅ BREJNINGGAARD EFTERSKOLE?
Et ophold på Brejninggaard Efterskole varer 42 uger og koster 2.525 kr. pr. uge i skoleåret 2023/24. Prisen dækker undervisningsmaterialer, kost, logi, rejser og andre skoleaktiviteter. Vi opkræver desuden 3.000 kr. i gebyr, når dit barn er blevet tilbudt en plads på skolen – dog med tidligst opkrævning ca. halvandet år før skolestart. Prisen, som I skal betale, er dog noget mindre, da staten giver et tilskud til alle familier afhængig af husstandens indkomst. Her kan du beregne, hvad et efterskoleophold koster for jeres familie, efter at den statslige elevstøtte er fratrukket. Staten beregner tilskuddet ud fra husstandens samlede indkomst i det kalenderår, der ligger to år før skolestart. Den statslige elevstøtte søges via skolen og udbetales direkte til skolen. Den statslige elevstøtte fratrækkes dernæst skolepengene, inden de opkræves. Skolepengene betales i 11 månedlige rater. Første rate opkræves i juni 2023.
SÆRLIGE MULIGHEDER FOR ØKONOMISK STØTTE
Hvis I har svært ved at betale et efterskoleophold, er det muligt at søge om lokal efterskolestøtte hos os. Lokal efterskolestøtte er en pulje, der er øremærket til at hjælpe familier, der har svært ved at finansiere et efterskoleophold, selvom de får statslig elevstøtte. Lokal efterskolestøtte tildeles som udgangspunkt i faste portioner à 10.000 kr. til et års efterskoleophold, men der kan i særlige tilfælde være tale om et større tilskud på 15.000 kr. eller 20.000 kr. Hvilke familier, der kan få tildelt lokal efterskolestøtte, er baseret på en konkret individuel vurdering fra skolens side. I denne vurdering indgår typisk følgende faktorer:
- Familie/enlig forsørger med en årsindtægt under 395.000 kr.
- Familiens sociale situation er præget af sygdom, arbejdsløshed eller lignende. Måske kædet sammen med en betydelig indtægtsnedgang.
- Familien er kommet i klemme pga. eventuelle uhensigtsmæssigheder i elevstøttereglerne.
- Familien rammes af økonomiske problemer i løbet af skoleåret.
ANSØGNING OM LOKAL EFTERSKOLESTØTTE TIL ET EFTERSKOLEOPHOLD PÅ BREJNINGGAARD EFTERSKOLE
Hvis I har behov for at søge lokal efterskolestøtte, skal I sende en mail til kontoret på [email protected]. I vil herefter modtage et digitalt ansøgningsskema, med de oplysninger vi har brug for, for at kunne tage stilling til ansøgningen.
I er altid velkommen til at kontakte skolens kontor på tlf. 97381644 for at høre mere om mulighederne for at søge lokal efterskolestøtte.
BEREGN DIN PRIS
For at beregne din pris skal du gå ind på www.efterskolerne.dk.
Her skal du vælge menuen ”Prisberegning” i menuen øverst i højre hjørne.
Når du har fundet Brejninggaard Efterskole, kan du under menupunktet prisberegning regne ud, hvor meget du skal betale for dit efterskoleophold.
Hvis du har spørgsmål til beregningen, er du meget velkommen til at ringe til vores kontor på 97 38 16 44 eller sende en mail til [email protected].